WeChat: "making it" i musikindustrien med nogle af Belgien største kunstnere
At tage en plads ved bordet taget tid og udholdenhed. Rockstar® Energy Drink ønsker at opfordrde og støtte unge artister på deres rejse. Vi satte os ned med nogle af Belgien største artister for at tale om deres rejse til toppen.
Jeg plejede at arbejde i mode og PR, men min passion har altid været musik. Når min mor spurgte mig om hvad jeg ville være, da jeg var lille, så svarede jeg altid: ”Jeg vil være som Janet Jackson.” Min mor har altid været meget støttende, men desværre har vi en tendens til ikke tage komplimenter seriøst, når de kommer fra folk der er tættest på os, så jeg troede ikke på det når nogen fortalte mig at jeg havde talent. Men inderst inde har jeg altid vidst at jeg ville være en entertainer. Jeg har altid sunge og deltaget i skolens talentshows og open mics. Da min søster startede hendes karriere, blev jeg hendes baggundsvokal og nogengange lod hun os komme frem på scenen, så vi kunne synge foran alle. Jeg var BANGE. Og det var faktisk der det hele startede! Barturné, rejse til Sydfrankrig og til London... Jeg elskede det og det gav mig mere selvtillid. Ved at se mennesker tæt på mig, gøre det de elsker – det var hvad gav mig mit drive til gå efter mine egne drømme. For mig var Instagram et utroligt værktøj, hvis du bruger det på den rigtige måde. Jeg bruger det primært til at række ud til folk. Engang rakte jeg ud til den her fyr som laver videoer med Belgiske artister og skrev at jeg gerne ville med i en af hans kommende videoer. Han havde aldrig hørt mig synge før vores session, men han accepterede. Samme uge rejste han fra Paris til Bruxelles og vi indspillede sangen og lavede en video et par uger senere. Det endte med at blive en af hans mest sete videoer på hans platform! Så det var ligesom der det gik op for mig at jeg blev nødt til at følge min drøm. Folk vil altid prøve at sætte dig i en boks og det er fint, men hvis du er som mig, så er du ligeglad med boksen. Det er dit liv og du skal kunne styre narrativet. Som artist går jeg efter konstant at genfinde mig selv, lære og vokse. Ikke fordi jeg prøvet at passe ind i en bestemt boks, men fordi jeg ville kede mig, hvis jeg ikke gjorde. Jeg lærte på den hårde måde at mennesker altid har en mening, så gør hvad du har lyst til, vær kreativ og ”go for it.” Det bedste råd jeg kan give er: stol på processen, stol på DIN proces.
Tilbage i 2017 udgav jeg min fjerde single på SoundCLloud og på få dage nåede den 8000 afspilninger. Dengang var det en kæmpe ting for mig. Mine tidligere sange havde aldrig haft så mange afspilninger. I de tidlige dage arbejde man virkelig hårdt, men det var også møg sjovt. Alle vill gerne være rappere og det ville jeg også, men på min egen måde. Jeg fandt meget glæde i at se mine afspilninger vokse over tid. Og selvom min karriere begyndte at tage fart, gjorde jeg det stadig fordi jeg synes det var sjovt fordi jeg ikke havde lyst til at leve over mine evner. I mine øjne var jeg ikke kendt endnu. Men så går man ud og folk begynder at spørge efter billeder. Jeg elsker det, men nogengange er jeg bare ikke helt repreæsentabel i måden jeg ønsker at tage billeder med fans. Jeg undervurderede fuldkommen hvad det gør for ens privatliv. Men jeg vil altid være det sjove barn og vil ikke ændre mig selv – heller ikke for berømthed. At have en karriere ændrer folk omkring dig. Det er noget som enhver artist må lære på den hårde måde, tror jeg. Venner ændrer sig og folk begynder at forvente andre ting fra dig. På et eller andet tidspunkt er du tvinget til at tage svære valg. I begyndelsen tror folk nærmest ikke på dig. Jeg måtte bevise overfor min familie at det jeg lavede ikke var for sjov. Min far var ikke ligefrem glad, da jeg droppede ud af skolen for det her. Jeg mistede også et rigtig godt forhold på grund af den her livsstil. Det er ikke altid så fantastisk, som man skulle tro.
Da jeg var lille ville jeg gerne være advokat, så at blive fotograf var ikke ligefrem på min ønskeliste. Men da jeg var 15 var jeg på kunstakademi og der gik ikke lang tid før jeg opdagede at jeg var født til at have et kamera i hånden. Jeg begyndte bare at fotografere og på mit sidste år i gymnasiet fik mine lærere tårer i øjnene da de så mine billeder fra dimisionen. Jeg tror det var det gik op for mig at jeg skulle blive ved med det. Et andet øjeblik var da Usher skrev til mig og spurgte om han kunne få et billede som jeg havde taget af ham. Fotografi er virkelig en mandeverden. I begyndelsen var der mange der dømte mig fordi jeg var ung og jeg var en kvinde. Så det var helt klart en udfordring at knuse de fordomme, men det var var det værd. Der var ingen der rigtig troede på mig udover mig selv. At være kvinde i fotografiverdenen er stadig en udfordring. Men jeg har altid sagt til mig selv at jeg har talent og selvom jeg til tider bliver usikker. Jeg dør stadig på indersene nogengange, men jeg tager mig sammen og gør mig stolt. Det havde helt klart været en fordel at blive født i Amerika. Tilbage da jeg startede var det at gå efter kunsten set som et tabu. Indenfor de sidste 10 år, er der sket meget. Når jeg kigger på mig og min rejse, så deltog jeg i Kunstbende (en kunstkonkurence i Belgien, som begyndte i 1999 og som tilbød teenagers coaching og udstillinger) og gennem det fik jeg lov at udstille mit arbejde en masse steder. Det var et stort skridt for mig og min karriere. Efter det, så tog jeg springet og greb mig selv.
Det hele startede for mig da jeg lavede et rap som gjorde grin med Harry Potter. Jeg har altid været i kontakt med musik, jeg plejede at danse og jeg gik på kunstakademi. Der har været tider hvor jeg ikke har kunne lide Harry Potter sangen, men nu er jeg ret glad for det moment fordi det gave så mange muligheder efter. Jeg husker endda at jeg sagde til min producer at det ville være fdt med 1500 visninger på den video, men indenfor 10 minutter havde vi allerede fået 10000 visninger. Det er det ene heldig skud du tager, som kan sætte gang i hele din karriere. Det sværeste jeg går igennem har været pandemien. Jeg havde en masse shows linet up i starten og 2020, som alle blev aflyst. Jeg husker at jeg hadede at være i lodkdown. Jeg ser mig ikke som jeg er født til at lave det jeg laver, men jeg 100% født til at optræde. Jeg er hjemme når jeg står på en scene. Når jeg optræder og underholder får jeg et dopamin-kick som intet andet kan give mig og det tog lockdown væk fra mig. Jeg undervurderede helt klart musikkarrieren fordi det tvang mig til at blive voksen meget hurtigt. Jeg havde svært ved at deale med hadekommentarer og jalousien, men jeg er blevet bedre til at ignorere dem. Jeg har også været nødt til at sige farvel til nogle mennesker fordi de ikke støttede mig. Nogle venners energi skiftede fordi de ikke kunne håndtere at jeg altid havde travlt. For et år siden hang jeg ud med mennesker som fik så mange chancer, men ikke tog dem. Og det gjorde mig doven. Men jeg fortryder ingenting udover at begynde at ryge. Men nu er jeg så heldig at være en del 32Worldwide, hvilket er fedt fordi vores hold fikser cool muligheder for at komme i studiet.
